Spain Padel Tours Open i Padel.dk

I går tilbragte vi dagen i Odense i ét af de centre, som måske ikke helt får den omtale, som det efter vores mening fortjener.

@padel.dk er ikke ét af de centre, som har højest til loftet på padelbanerne, men der er til gengæld utroligt højt til loftet, når vi taler personale, design, brugervenlighed, temperatur, underlag, glas, shop, bar/betjening og kræsen for enhver lille tænkelig detalje.

I går havde Padel.dk på eget initiativ sørget for Food Truck og gratis bananer og proteinbarer til alle deltagere, og når man møder den slags imødekommenhed og engagement, så er det svært at kludre så meget rundt i det som turneringsarrangør, at vi ikke får en vellykket dag ud af det.

Nu har vi været forbi Padel.dk to gange inden for det seneste år, og stemningen har begge gange været så positiv og afslappet blandt spillerne, at vi allerede nu ser frem til, at GPS'en sender os til Wichmandsgade 15 i Odense igen.

Udover centret og spillerne skylder vi en kæmpe tak til turneringens hovedsponsor, Spain Padel Tours, som havde lavet flotte gavekort til alle finalister til en samlet værdi til over 30.000 kr. og til Y-Design, Griffenfelds, Barebells, Faxe Kondi, Carletti, Padelshoppen, Varlion og STATE for at bakke op om turneringen med en masse flotte præmier.

Tillykke til finalisterne, som kan ses i billedrækken her - startende fra DPF200 til DPF50.

Henrik Vestergaard/Klaus Balic Sørensen og Rikke Nielsen/Stinne Bossen vandt via deres sejre i henholdsvis DPF200 og DPF100 pladser ved Griffenfelds Invitational den 23. september.

Næste turnering for vores vedkommende er på lørdag i 8660 Padel i Skanderborg. Tjek vores kalender ud på www.danskepadelturneringer.dk - den bliver løbende opdateret med flere ranglisteturneringer.